Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild

Lige nu har vi 3 rejser til Armenien!

Læs mere under REJSER ovenstående

Armenien

Nogle af verdens ældste kirker og klostre findes her smukt beliggende i det bjergrige landskab. I Kaukasus skilles Europa og Asien. Der findes dog ingen skarp naturlig grænse – hverken geografisk eller kulturelt – mellem de to verdensdele.

» Læs mere om Armenien

ARMENIEN OG ARMENIERNE. Land, samfund og historie. Det indo-europæiske folkeslag vi i dag kender som armenierne vandrede i midten af 700-tallet f. Kr. vestfra ind i østlige Anatolien nord for Van-søen, hvor det gradvist blandedes med den derværende befolkning i oldtidsstaten Urartu, som på dette tidspunkt var under opløsning. Indvandrerne kaldte sig selv for “Haik” efter en mytisk forfader, et navn, der genfindes i ordet “Haiastan”, den moderne armenske betegnelse for landet de skabte. Dets navn på alle andre sprog kommer derimod fra det oldpersiske Archæmenide-dynasti (550-330 f. Kr.), der under kong Kyros d. Store (550-530 f. Kr.) underlagde sig hele Lilleasien, herunder Van-området, som blev gjort til et persisk satrapi* kaldet Armina. Det fremgår af Apadana-frisen ved Persepolis i det sydlige Iran, der står som det første skriftlige og dermed historiske vidnesbyrd om armeniernes tilstedeværelse. Vor tids armenske republik, indtil 1991 Sovjetrepublikken Armenien, udgør således kun en lille del af det territorium, der historisk har været beboet af armeniere og førhen omfattede næsten hele det østlige Anatolien i det nuværende Tyrkiet. Årsagerne til dette er komplekse, men skal her kort søges belyst gennem to aspekter, som vedvarende har påvirket i landets historie – nemlig dets geografiske placering og interne samfundsforhold. Lige siden de ældste tider har det været Kaukasus-regionens (herunder især Armeniens) skæbne at befinde sig i en stødpudezone mellem tre større sikkehedspolitiske komplekser, der i dette særlige grænseområde mellem Østeuropa og Sydvestasien normalt har taget form af stærke regionalmagter, til tider endda verdensriger – syd for selve bjergkæden baseret på hhv. den anatoliske og den iranske højslette og nord for denne på det sydrussiske steppeland. Mod syd stod således to kolosser gennem to årtusinder direkte overfor hinanden, en vestlig i form af Romerriget, successivt Byzans og det Osmanniske rige kontra en østlig i form af de ældre iranske dynastier (Achæmenider, Arsakider og Sasanider), afløst af det arabisk-muslimske Kalifat og sidenhen de yngre iranske dynastier. Mod nord tilkom tidligt en tredie gigant i form af vekslende turko-mongolske nomadeimperier, men fra 1600-tallet afløst af det ekspanderende Tsarrusland. I dag har dette billede stadig en vis relevans, nu i form af Tyrkiet, den Islamiske Republik Iran og den Russiske føderation. I historisk perspektiv fik imidlertid de nævnte regionalmagters konstante indbyrdes rivalisering og ledsagende bestræbelser på at kontrollere de kaukasiske grænselande afgørende følger for områdets befolkninger, især armenierne, der befandt sig midt imellem de to sydlige, hvilket vanskeliggjorde etableringen af en stabil armensk statsdannelse undtagen i begrænsede perioder, hvor den ene eller begge var internt svækket. Dette gælder f. Eks. Tigran d. 1st’s “Stor-Armenien” fra år 94-69 f. Kr., der opstod i magttomrummet mellem den endelige opløsning af Aleksander d. Stores verdensrige (Seleukiderne) og Romer-rigets ekspansion. Tilsvarende kan man pege på en længere periode i 8- og 900-tallet e. Kr. under en række talentfulde Bagratuni-konger, der formåede at blive anerkendt som regerende arvefyrster i Armenien i kraft af en omhyggelig politisk balancegang mellem de to daværende supermagter – Abbaside-kalifatet og Byzans. For det meste befandt størsteparten af det armenske kerneområde sig derimod under enten den ene eller den anden regionalmagt eller blev simpelthen delt imellem dem, som f. Eks mellem Sassanide-Persien og Rom i år 390 e. Kr. og igen mellem Safavide-Iran og Osmanner-riget i år 1620. Armeniens stilling som stødpude og ofte slagmark mellem stridende imperier kan imidlertid ikke siges alene at have været negativ, idet den i lange perioder også åbnede for vigtige kulturimpulser   * Oldpersisk for en administratv enhed styret af en satrap – en embedsmand alene loyal overfor storkongen. fra både Middelhavsrummet og den Iranske Højslette. Samtidig har armenierne trods alle prøvelser bestandigt formået at bevare en stærk selvstændig identitet, udtrykt bla. gennem deres arkitektur og litteratur – samt konfessionelle orientering – med den armenske kirkes opslutning bag den såkaldt “monofysitiske” retning indenfor den ortodokse kristendom i starten af 400-tallet (se afsnittet om Religion i Armenien). Alligevel medførte eksistensen som et statsløst og til tider også retsløst mindretal under skiftende fremmedherredømme, med tiden en tiltagende armensk udvandring fra det anatoliske kerneland, især efter de langvarige Seldjuk-tyrkiske nomadeinvasioner fra slutningen af 1000-tallet, der lidt efter lidt ændrede den hidtidige demografisk-konfessionelle sammensætning i hele Forasien og undergravede den eksisterende agerbrugskultur. Dette lagde i stedet grunden til opblomstringen af armenske emigrantsamfund, baseret på handel og håndværk, der hurtigt fik afgørende indflydelse på hele Nærorientens økonomi, og dermed på længere sigt sikrede armenierne en begunstiget stilling i både Osmanner-riget og hos dets rival – Safavide-Iran. Den endelige opløsning af de armenske samfund i Anatolien indtraf således først under Osmanner-statens tiltagende degeneration fra midten af 1800-tallet og kulminerede i 1915 med de såkaldt ung-tyrkiske nationalisters omfattende forfølgelse af armenierne i forbindelse med Første Verdenskrig, hvorunder op mod 1 mio. individer blev udryddet. En del af de overlevende flygtede til det Russiske Sydkaukasus, hvor de fra 1918-20 indgik i en kortlivet selvstændig armensk stat, der siden dannede grundlag for oprettelse af Sovjet-republikken Armenien i 1920, og med tiden den moderne Republik Armenien. Andre kom derimod herefter til at indgå i den internationale armenske diaspora, hvis størrelse i dag langt overgår indbyggertallet i selve republikken. Det ovenstående oprids af Armeniens geografiske placering som en grundlæggende ydre hindring for landets etablering som stabil historisk statsdannelse har imidlertid en mindst ligeså vigtig indre dimension i form af befolkningens lange tradition for fragmentering i mindre fællesskaber, baseret på slægt og lokalområde snarere end på mere abstrakte tilhørsforhold som nation, stat eller for den sags skyld religion. Omdannelsen af Oldtidens proto-armenske stammer fra kreaturavlere til agerbrugere blev således ledsaget af en parallel process, hvorunder forhenværende stammeoverhoveder gradvist forvandledes til et bofast aristokrati af stærke selvrådige fyrster (arm. nakharar) i stadig indbyrdes rivalisering om kontrollen over lokale resurser og derfor kun sjældent lod sig forene under en enkelt leder. Når det alligevel i perioder lykkedes at skabe en fungerende dynastisk-feudal orden, skyldtes det især en importeret persisk-mesopotamisk forestilling om det såkaldte sakrale monarki, hvor kongen blev set som bindeled til det guddommelige, som følge af en særlig ‘kongelig’ karisma (oldpers. farnah), der adskilte ham fra hans fyrstelige ligemænd. I sin praktiske udøvelse, indkluderet på den Iranske højslette, virkede denne model dog kun så længe monarken i kraft af sine personlige egenskaber evnede at knytte de normalt uregerlige fyrsteslægter til tronen ved hjælp af embeder og privilegier, der parallelt gav disse prestige i forhold til deres rivaler. Hvis en konge imidlertid ikke formåede at leve op til aristokratiets forventninger, brød kaos uvægerligt løs med anledning til intervention fra de omliggende imperier på enten den ene eller den parts side. Omvendt søgte indbyrdes stridende fyrster uophørligt at inddrage disse i deres egne konflikter på tværs af konfessionelle tilhørsforhold, der gør det relevant at anskue det middelalderlige Armenien, ikke som nogen samlet enhed, men mere en stærkt labil føderation af ‘armenske lande’ for hvilken kongen kun nominelt stod i spidsen. Samtidigt tegner sig under en næsten tusindårig periode efter vor tidsregning det generelle mønster, at mens de residerende armenske konger hældede i retning af den enevældige og bureaukratiske romerske stat (efter år 376 Byzans), var deres fyrstelige vasaller ofte mere tiltrukket af den løsere persiske model, som også efter arabernes erobring af Sydkaukasus i år 643 stort set blev videreført af dets muslimske statholdere i området. Til gengæld betød det også, at skønt dele af Armenien til tider befandt sig under romersk dominans, så vandt Romerrettens institutionalisering af pligter og rettigheder aldrig rigtig afgørende indpas og selv omvendelsen til kristendommen i beg. af 300-tallet gav ikke som i Vesteuropa kongemagten og den feudale orden et teoretisk grundlag. I stedet indebar den oprindelige tradition, at monarkens kosmisk-religiøse funktion som garant for en politisk ligevægt kunne overleve som legitimerende ide, selv efter den armenske kongemagts definitive kollaps under de Seldjuk-tyrkiske invasioner i 1000-tallet. På længere sigt kom Armeniens politiske kultur derfor til at bestå af to komponenter: For det første et ældre substrat af loyalitetsforestillinger, der placerer individet i en lukket gruppe udfra afstamning og lokal tilknytning, men som omvendt vedvarende har stillet sig i vejen for dets integration i et større abstrakt fællesskab som f. Eks. den moderne nationalstat. For det andet et system af mere universelle normer og værdier, baseret primært på et særligt kirkeligt fællesskab samt henvisning til fordums lejlighedsvise storhed – og katastrofer, som først i Sovjetperioden lod sig omforme til en slags nationalstastsideologi. Under konstant pres fra omgivende stormagter i det lange mellemliggende tidsrum var dette element imidlertid i sig selv ikke nok til at danne grundlag for en mere permanent selvstændig statsopbygning i det oprindelige armenske kerneområde, der i stedet blev overtaget af de folkegrupper som bebor det i dag.

Vores indkvartering i Armenien

Der er ingen hoteller knyttet til dette land lige nu.

Kort af Armenien

Der er ingen videoer sammen her lige nu.

Be om tilbud
Kontakt mig