Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild
Bild

Lige nu har vi 2 rejser til Kaukasus!

Læs mere under REJSER ovenstående

Kaukasus

Mellem det Sorte Hav i vest og det Kaspiske Hav i øst løber den mægtige bjergkæde Kaukasus. Hele det område hvor bjergkæden indgår kalles Kaukasus og tilhørte tidligere Sovjetunionen. Idag regnes Nordkaukasus med hoveddelen af Kaukasus til Rusland. Sydkaukasus er delt op i de tre selvstændige stater Georgien, Armenien og Azerbajdzjan.

» Læs mere om Kaukasus

ARMENIEN OG ARMENIERNE. Land, samfund og historie. Det indo-europæiske folkeslag vi i dag kender som armenierne vandrede i midten af 700-tallet f. Kr. vestfra ind i østlige Anatolien nord for Van-søen, hvor det gradvist blandedes med den derværende befolkning i oldtidsstaten Urartu, som på dette tidspunkt var under opløsning. Indvandrerne kaldte sig selv for “Haik” efter en mytisk forfader, et navn, der genfindes i ordet “Haiastan”, den moderne armenske betegnelse for landet de skabte. Dets navn på alle andre sprog kommer derimod fra det oldpersiske Archæmenide-dynasti (550-330 f. Kr.), der under kong Kyros d. Store (550-530 f. Kr.) underlagde sig hele Lilleasien, herunder Van-området, som blev gjort til et persisk satrapi* kaldet Armina. Det fremgår af Apadana-frisen ved Persepolis i det sydlige Iran, der står som det første skriftlige og dermed historiske vidnesbyrd om armeniernes tilstedeværelse. Vor tids armenske republik, indtil 1991 Sovjetrepublikken Armenien, udgør således kun en lille del af det territorium, der historisk har været beboet af armeniere og førhen omfattede næsten hele det østlige Anatolien i det nuværende Tyrkiet. Årsagerne til dette er komplekse, men skal her kort søges belyst gennem to aspekter, som vedvarende har påvirket i landets historie – nemlig dets geografiske placering og interne samfundsforhold. Lige siden de ældste tider har det været Kaukasus-regionens (herunder især Armeniens) skæbne at befinde sig i en stødpudezone mellem tre større sikkehedspolitiske komplekser, der i dette særlige grænseområde mellem Østeuropa og Sydvestasien normalt har taget form af stærke regionalmagter, til tider endda verdensriger – syd for selve bjergkæden baseret på hhv. den anatoliske og den iranske højslette og nord for denne på det sydrussiske steppeland. Mod syd stod således to kolosser gennem to årtusinder direkte overfor hinanden, en vestlig i form af Romerriget, successivt Byzans og det Osmanniske rige kontra en østlig i form af de ældre iranske dynastier (Achæmenider, Arsakider og Sasanider), afløst af det arabisk-muslimske Kalifat og sidenhen de yngre iranske dynastier. Mod nord tilkom tidligt en tredie gigant i form af vekslende turko-mongolske nomadeimperier, men fra 1600-tallet afløst af det ekspanderende Tsarrusland. I dag har dette billede stadig en vis relevans, nu i form af Tyrkiet, den Islamiske Republik Iran og den Russiske føderation. I historisk perspektiv fik imidlertid de nævnte regionalmagters konstante indbyrdes rivalisering og ledsagende bestræbelser på at kontrollere de kaukasiske grænselande afgørende følger for områdets befolkninger, især armenierne, der befandt sig midt imellem de to sydlige, hvilket vanskeliggjorde etableringen af en stabil armensk statsdannelse undtagen i begrænsede perioder, hvor den ene eller begge var internt svækket. Dette gælder f. Eks. Tigran d. 1st’s “Stor-Armenien” fra år 94-69 f. Kr., der opstod i magttomrummet mellem den endelige opløsning af Aleksander d. Stores verdensrige (Seleukiderne) og Romer-rigets ekspansion. Tilsvarende kan man pege på en længere periode i 8- og 900-tallet e. Kr. under en række talentfulde Bagratuni-konger, der formåede at blive anerkendt som regerende arvefyrster i Armenien i kraft af en omhyggelig politisk balancegang mellem de to daværende supermagter – Abbaside-kalifatet og Byzans. For det meste befandt størsteparten af det armenske kerneområde sig derimod under enten den ene eller den anden regionalmagt eller blev simpelthen delt imellem dem, som f. Eks mellem Sassanide-Persien og Rom i år 390 e. Kr. og igen mellem Safavide-Iran og Osmanner-riget i år 1620. Armeniens stilling som stødpude og ofte slagmark mellem stridende imperier kan imidlertid ikke siges alene at have været negativ, idet den i lange perioder også åbnede for vigtige kulturimpulser   * Oldpersisk for en administratv enhed styret af en satrap – en embedsmand alene loyal overfor storkongen. fra både Middelhavsrummet og den Iranske Højslette. Samtidig har armenierne trods alle prøvelser bestandigt formået at bevare en stærk selvstændig identitet, udtrykt bla. gennem deres arkitektur og litteratur – samt konfessionelle orientering – med den armenske kirkes opslutning bag den såkaldt “monofysitiske” retning indenfor den ortodokse kristendom i starten af 400-tallet (se afsnittet om Religion i Armenien). Alligevel medførte eksistensen som et statsløst og til tider også retsløst mindretal under skiftende fremmedherredømme, med tiden en tiltagende armensk udvandring fra det anatoliske kerneland, især efter de langvarige Seldjuk-tyrkiske nomadeinvasioner fra slutningen af 1000-tallet, der lidt efter lidt ændrede den hidtidige demografisk-konfessionelle sammensætning i hele Forasien og undergravede den eksisterende agerbrugskultur. Dette lagde i stedet grunden til opblomstringen af armenske emigrantsamfund, baseret på handel og håndværk, der hurtigt fik afgørende indflydelse på hele Nærorientens økonomi, og dermed på længere sigt sikrede armenierne en begunstiget stilling i både Osmanner-riget og hos dets rival – Safavide-Iran. Den endelige opløsning af de armenske samfund i Anatolien indtraf således først under Osmanner-statens tiltagende degeneration fra midten af 1800-tallet og kulminerede i 1915 med de såkaldt ung-tyrkiske nationalisters omfattende forfølgelse af armenierne i forbindelse med Første Verdenskrig, hvorunder op mod 1 mio. individer blev udryddet. En del af de overlevende flygtede til det Russiske Sydkaukasus, hvor de fra 1918-20 indgik i en kortlivet selvstændig armensk stat, der siden dannede grundlag for oprettelse af Sovjet-republikken Armenien i 1920, og med tiden den moderne Republik Armenien. Andre kom derimod herefter til at indgå i den internationale armenske diaspora, hvis størrelse i dag langt overgår indbyggertallet i selve republikken. Det ovenstående oprids af Armeniens geografiske placering som en grundlæggende ydre hindring for landets etablering som stabil historisk statsdannelse har imidlertid en mindst ligeså vigtig indre dimension i form af befolkningens lange tradition for fragmentering i mindre fællesskaber, baseret på slægt og lokalområde snarere end på mere abstrakte tilhørsforhold som nation, stat eller for den sags skyld religion. Omdannelsen af Oldtidens proto-armenske stammer fra kreaturavlere til agerbrugere blev således ledsaget af en parallel process, hvorunder forhenværende stammeoverhoveder gradvist forvandledes til et bofast aristokrati af stærke selvrådige fyrster (arm. nakharar) i stadig indbyrdes rivalisering om kontrollen over lokale resurser og derfor kun sjældent lod sig forene under en enkelt leder. Når det alligevel i perioder lykkedes at skabe en fungerende dynastisk-feudal orden, skyldtes det især en importeret persisk-mesopotamisk forestilling om det såkaldte sakrale monarki, hvor kongen blev set som bindeled til det guddommelige, som følge af en særlig ‘kongelig’ karisma (oldpers. farnah), der adskilte ham fra hans fyrstelige ligemænd. I sin praktiske udøvelse, indkluderet på den Iranske højslette, virkede denne model dog kun så længe monarken i kraft af sine personlige egenskaber evnede at knytte de normalt uregerlige fyrsteslægter til tronen ved hjælp af embeder og privilegier, der parallelt gav disse prestige i forhold til deres rivaler. Hvis en konge imidlertid ikke formåede at leve op til aristokratiets forventninger, brød kaos uvægerligt løs med anledning til intervention fra de omliggende imperier på enten den ene eller den parts side. Omvendt søgte indbyrdes stridende fyrster uophørligt at inddrage disse i deres egne konflikter på tværs af konfessionelle tilhørsforhold, der gør det relevant at anskue det middelalderlige Armenien, ikke som nogen samlet enhed, men mere en stærkt labil føderation af ‘armenske lande’ for hvilken kongen kun nominelt stod i spidsen. Samtidigt tegner sig under en næsten tusindårig periode efter vor tidsregning det generelle mønster, at mens de residerende armenske konger hældede i retning af den enevældige og bureaukratiske romerske stat (efter år 376 Byzans), var deres fyrstelige vasaller ofte mere tiltrukket af den løsere persiske model, som også efter arabernes erobring af Sydkaukasus i år 643 stort set blev videreført af dets muslimske statholdere i området. Til gengæld betød det også, at skønt dele af Armenien til tider befandt sig under romersk dominans, så vandt Romerrettens institutionalisering af pligter og rettigheder aldrig rigtig afgørende indpas og selv omvendelsen til kristendommen i beg. af 300-tallet gav ikke som i Vesteuropa kongemagten og den feudale orden et teoretisk grundlag. I stedet indebar den oprindelige tradition, at monarkens kosmisk-religiøse funktion som garant for en politisk ligevægt kunne overleve som legitimerende ide, selv efter den armenske kongemagts definitive kollaps under de Seldjuk-tyrkiske invasioner i 1000-tallet. På længere sigt kom Armeniens politiske kultur derfor til at bestå af to komponenter: For det første et ældre substrat af loyalitetsforestillinger, der placerer individet i en lukket gruppe udfra afstamning og lokal tilknytning, men som omvendt vedvarende har stillet sig i vejen for dets integration i et større abstrakt fællesskab som f. Eks. den moderne nationalstat. For det andet et system af mere universelle normer og værdier, baseret primært på et særligt kirkeligt fællesskab samt henvisning til fordums lejlighedsvise storhed – og katastrofer, som først i Sovjetperioden lod sig omforme til en slags nationalstastsideologi. Under konstant pres fra omgivende stormagter i det lange mellemliggende tidsrum var dette element imidlertid i sig selv ikke nok til at danne grundlag for en mere permanent selvstændig statsopbygning i det oprindelige armenske kerneområde, der i stedet blev overtaget af de folkegrupper som bebor det i dag.   GEORGIEN OG GEORGIERNE. Land, samfund og historie. En populær georgisk legende hævder at de fik deres smukke land på følgende måde: Da Gud nemlig uddelte jorden mellem dens forskellige folkeslag, var georgierne midt i et drikkelag. De kom derfor for sent til at være med og Gud måtte fortælle dem at alle lande desværre allerede var blevet fordelt, men da georgierne hertil svarede at deres forsinkelse kun skyldtes at de havde haft travlt med at udbringe skåltaler til Herrens pris, blev han så rørt at han gav dem det stykke land han ellers havde reserveret for sig selv! I virkelighedens verden kalder georgierne imidlertid slet ikke sig selv for georgiere, men derimod kartvel-ebi og deres land Sakartvelo, betegnelser der henviser til den før-kristne guddom – Kartlos, som de mener er deres forfader. Alternativt til ‘karterne’, en forhistorisk øst-georgisk stamme. Betegnelserne Georgien/georgiere stammer til gengæld mest sandsynligt fra det persiske “gurj” eller “gurz”, der på russisk er blevet til “gruz” og “Gruzia” , selv om en konkurerende teori vil vide at de kommer af det græske ord “geo” – jord og opstod allerede i Antikken med henvisning til den veletablerede stedlige agerbrugskultur. Hvorom alting er, har der på det nuværende Georgiens territorium eksisteret menneskelig beboelse siden forhistorisk tid. Palæolitiske huler i det vestlige Georgien påviser tilstedeværelsen af et urfolk omkring 80.000 år f. Kr. og senest har udgravninger sydvest for Tbilisi frembragt flere endnu ældre hominide levninger – det 1.75 mio. år gamle Dmanisi-menneske. En blomstrende stenalderkultur fandtes over det meste af landet i det femte og fjerde årtusind f. Kr. og fund fra det tredie årtusind f. Kr. fremviser en oprindelig kaukasisk kultur i den tidlige broncealder, baseret på metalforbejdning og med forbindelser til Mellemøsten. Hvad angår de nuværende georgiere menes de at være indvandret fra Anatolien, hvor forskellige proto-georgiske stammer blev sat i bevægelse mod nordøst efter Hettitter-rigets opløsning i slut. af 1200-tallet f. Kr., presset af dels forskellige indo-europæiske folk mod vest og dels det krigeriske Assyrien mod syd. For eksempel omtaler assyriske lertavler kampe med de såkaldte “Mushki” – i det Gamle Testamente kendt som “Meshech” (Ezekiel 38: 1-4), der siden blev fordrevet ind i det sydvestlige Kaukasus, hvor de formentligt kom til at danne grundlag for vor tids “meskheter” i landskabet Sa-mtskhe, et ord der muligvis også ligger bag den tidligere georgiske hovedstad – Mtskheta. En anden stamme, der i det Gamle Testamente forbindes med Mushki’erne, er “Tubal” – omtalt i Skabelsesberetningen (4:22) som Tubal-kain, kendt for sine evner som smed i bronce – og jern! Antikkens grækere benævner denne stamme “Tiber” eller “Iber” og dens land “Tibareni”, et ord som formentligt ligger bag det latinske stednavn “Iberia”, der blev den klassiske verdens betegnelse for det centrale Georgien. Endnu to stammer skal nævnes fra skriftlige assyriske kilder, nemlig dels de såkaldte “Daiaeni”, af grækerne benævnt “Taokhoi” som beboede den allernordøstlige del af Anatolien, senere kaldet Tao og endelig de såkaldte “Kilkhi” eller “Kulkha”, der sandsynligvis har lagt navn til “Kolkhis”, nu landskabet “kolkhida” i det vestlige Georgien, hvor den oldgræske myte om “Jason og det gyldne skind” udspiller sig. Som belæg for dette sagn kan i øvrigt påpeges at lokale bjergboere helt frem imod nyere tid vaskede guld fra floderne ved at filtrere vandet gennem uklippede fåreskind! Omkring år 730 f. Kr. blev de forskellige stammer i proto-Georgien imidlertid invaderet af indo-europæiske nomaderfolk (skythere og kimmerer) fra de sydrussiske stepper nord for Kaukasus, der efterfølgende bragte flere af dem under dominans af først mederne og siden perserne. I hvert fald omtaler den græske historiker Herodot (484-20 f. Kr.) både “Moshkhoi” (mushki) og “Tibareni” som skattepligtige til det oldpersiske Achæmenide-dynasti. Endelig beskriver grækeren Xenofon i sit berømte værk “Anabasis” (Rejsen op i landet) mødet med både de ovennævnte “Taokhoi” og befolkningen i Kolkhis samt armenierne (armenoi) og muligvis også proto-kurderne (kardukhoi), da han i år 401-399 f. Kr. havde fået den utaknemmelig opgave at føre en græsk hærstyrke tilbage til Athen efter et slag med perserne. Med hensyn til georgiernes historie siden oldtiden har den meget til fælles med Armeniens. Den grundlæggende sikkerhedpolitiske problemstilling, der har karakteriseret hele Kaukasus-regionen i historisk tid har således også gjort sig gældende her i form af gentagne invasioner fra rivaliserende regionale stormagter og lange perioder under fremmedherredømme. Tilsvarende har befolkningens historiske samfundsmæssige fragmentering i lokale storfamilier, anført af stærke selvstændige og ofte indbyrdes stridende fyrsteslægter (geor. aznauri/mtvari) vanskeliggjort landets samling omkring en centraliseret kongemagt. På den anden side adskiller de georgiske lande sig også på flere punkter væsentligt fra Armenien, idet de geografisk generelt har været bedre beskyttet mellem bjergkæderne Store og Lille Kaukasus og desuden på linje med adskillige andre bjergfolk udviklet en udpræget martialsk tradition i kraft af de topografiske forhold. Til gengæld har det tværgående bjergsystem, Surami eller Likhi-kæden, der danner vandskel mellem vest og øst også skabt en historisk og kulturel opdeling af landet i to klart adskildte zoner. Nemlig en vestlig i form af den Kolkhiske sænkning, der åbner sig mod Sortehavet og derigennem har modtaget impulser fra Middelhavsrummet, f. Eks. det føromtalte Kolkhis, i dag provinserne Imeretien, Mingrelien og Gurien, modstillet en østlig, baseret på den centrale georgiske højslette, dvs. det oldtidige Iberia, senere Kartli samt længst mod øst landskabet Kakhetien, der normalt har været under indflydelse af kulturstrømninger fra Iran via Kura-flodens dalgange (geor. Mtkvari). Den første samling af disse to georgisk-sprogede områder antages at have fundet sted under en kong Parnavazi af Kartli (ca. 299-234 f. Kr.) i kølvandet på opløsningen af Aleksanders d. Stores rige, men overlevede ikke de følgende 400 års krige mellem den græsk-romerske og den iranske verden (det Parthiske rige), hvor de kolkhiske lande tiltagende orienterede sig mod vest og Kartli/Iberien mod øst. I år 66 f. Kr. sendte Rom imidlertid en hær under ledelse af Pompaius ind i sidstnævnte, hvilket bragte det meste af Sydkaukasus ind i den romerske indflydelsessfære, indtil Sassanide-dynastiet i år 226 e. Kr. afløste de parthiske Arsakider på tronen i Iran. Nisibis-freden mellem de to stormagter i år 298 e. Kr. anerkendte ganske vist Roms overhøjhed i Kartli-Iberien, men med den iranske fyrste Mirian d. III (284-361) som regerende konge og garanterede hermed fortsættelsen af deres indbyrdes strid i yderligere 400 år – fra år 376 med Byzans og Sassanide-Iran som de primære aktører. Med kong Miriam begynder dog også en ny æra, idet han blev den første georgiske hersker, der lod sig omvende sig til kristendommen – i følge traditionen i år 330 (se religion i Georgien). Overtagelsen af kristendommen fik to vigtige konsekvenser for styrkelsen af monarkiet i Kartli, idet den for det første gav kongen et påskud til at knække det magtfulde zarathustriske præsteskab og for det sikrede den fortsatte orientering i retning af Byzans. Til gengæld imødekom Byzans i midten af 400-tallet en anmodning fra kong Vakhtang Gorgasali af Kartli (447?-522), der gav den georgiske kirke “autokefal” status (gr. eget hoved) og den fik herefter sin egen en katholikos i den daværende hovedstad Mtskheta, ligesom Kartli-dialekten gradvist kom til at danne grundlag for det kirkelige skriftsprog. Det siger derimod sig selv, at de iranske Sassanider ikke forholdt sig passivt til fremvæksten af en stærk kongemagt i Kartli og i år 580 lod de simpelthen monarkiet afskaffe. Det blev ganske vist delvist genoprettet i år 588 efter et nyt byzantinsk fremstød, men kun i form af en regerende fyrste med titel af Curopalates (gr. paladsets vogter) – ikke en kronet konge og gennem de følgende årtier var Kartli i lighed med Armenien næsten konstant slagmark for de to supermagters bestræbelser på at dominere regionen. I løbet af 600-tallet ændrede alle hidtidige magtforhold i Sydkaukasus sig imidlertid totalt eller rettere sagt fik en ny dimension, da det arabisk-muslimske Umaijade-kalifat først underlagde sig Iran i år 641 og dernæst fra 643-45 erobrede de armenske og georgiske lande, hvilket gjorde dem til frontlinjestater mellem islam og kristendom. Indledningsvis var errobrerne dog langt mindre optaget af konfessionelle spørgsmål til fordel for at opnå kontrol over handelsvejenes knudepunkter og lod derfor stort set de lokale fyrsteslægter passe sig selv med forbehold for byerne Dvin i Armenien og Tbilisi i Kartli, der kom under direkte arabisk administration – sidstnævnte i form af et selvstændigt emirat. Dette generelle billede begynder først at forandres i takt med kalifatets interne svækkelse, især som følge af borgerkrigen mellem Umaijader og Abbassider, der ledsagedes af stigende skattetryk og omvendt en stribe opstande fra lokale kristne fyrster samt med tiden også muslimske, herunder emiratet Tbilisi. Som svar besluttede Abbassiderne i stedet at satse på en enkelt loyal sydkaukasisk fyrsteslægt for deres kontrol over regionen, nemlig de armenske Bagratunier, som fra beg. af 800-tallet var blevet dominerende i Armenien og tillige havde store jordbesiddelser i det sydvestlige Georgien. Dette ledte frem til kalifatets og kort efter også den byzantinske kejsers anerkendelse af Ashot d. I Bagratuni (813-30) som fyrste af Kartli og dermed starten på det georgiske Bagrationi-dynasti, som siden regerede de georgiske lande helt frem til Ruslands annektering af af disse i 1801. Allerede fra slutningen af 900-tallet under kalifatets tiltagende opløsning lykkedes det således for Bagrat d. III til trods for en parallel byzantinsk ekspansion, at forene hele det vestlige Georgien, indbefattet kongedømmet Abkhazeti samt Kakhetien mod øst under monarkiet i Kartli, baseret på det fælles kirkesprog, en rigssamling der for første gang bringer betegnelsen Sakartvelo i alment brug. Den nye relative stabilitet ledsagedes af en økonomisk og kulturel opblomstring, men fik brat ende med Seldjuk-tyrkernes indtrængen i Sydkaukasus i slutningen af 1000-tallet. Ude af stand til forsvare landet mod nomadernes hærgen overlod den daværende Bagrationi-konge, Giorgi d. II derfor tronen til sin 16-årige søn, den usædvanligt talentfulde Davit, der siden under tilnavnet “Aghmashenebeli” eller “Byggeren” (1089-1125), skabte grundlaget for den såkaldte ‘georgiske guldalder’ gennem de følgende 150 år (se separat afsnit). Den nåede sit højdepunkt under Davits barnebarn, dronning Thamar d. Store (1184-1212), men i mellemtiden havde en ny trussel vist sig i skikkelse af verdenserrobreren Djengiz Khan. Forløberen kom, da en mongolsk ekspeditions-styrke i hælene på den fordrevne Khwarism-shah Jalal ed-Din hærgede Armenien i 1220 og kortvarigt trængte op i Georgien i 1223, men fulgtes op af en totalinvasion i 1236, hvorefter hele Sydkaukasus blev indlemmet i det mongolske verdensrige under Ilkhanerne i Iran. Det mongolske overherredømme i Georgien gennem næsten hundrede år var et hårdt tilbageslag for den centrale kongemagt i takt med at landet påny opsplittedes i mindre landskaber under indbyrdes stridende fyrster, en tilstand der først begyndte at ændre sig da en ny Bagrationi, Giorgi d. V med tilnavnet “Brntsvale” (den strålende) i år 1314 udnyttede sin position som loyal vassal af en svag Ilkhan til at udråbe sig til konge og indlede en gradvis løsrivelse. Samlingen af de georgiske lande fortsatte under hans to efterfølgere, men ethvert håb om en ny georgisk guldalder gik til grunde i forbindelse med først pestepidemien “den Sorte Død”, der hærgede regionen i 1366 og dernæst fra 1386 med en ny centralasiatisk errobrer – Timur-i Lenk (1370-1405), som invaderede Georgien otte gange og bl.a. destruerede Tbilisi. Den sidste konge over et samlet Georgien, var Aleksander d. I. (1412-43), hvorpå landet påny opsplittedes i indbyrdes stridende fyrstedømmer. Flere invasioner og ødelæggelser, ledsaget af økonomisk tilbagegang fulgte gennem det meste af de næste hundrede år, hvor størstedelen af Sydkaukasus samt det østlige Anatolien og det nordlige Iran var underlagt to rivaliserende turkmenske nomade-konføderationer – de såkaldte “Ak Koyounlu” (hvide får) og “Kara Koyounlu” (sorte får). Fra midten af 1400-tallet indtraf imidlertid to afgørende politiske begivenheder med vidtrækkende konsekvenser for hele regionen. For det første errobrede en tyrkisk klan under dynastiet Osman i år 1453 den sidste byzantinske bastion Konstantinopel og lagde således grunden til det hastigt ekspanderende Osmanniske Rige (1451-1918). For det andet kom en militant shia-muslimsk sufi-bevægelse i skikkelse af Saffavide-dynastiet fra år 1500 til magten i Iran, der gennem de følgende 250 år blev Osmannernes hovedmodstander for kontrollen over Nærorientens handelsveje. For de sydkaukasiske befolkninger indebar hele udviklingen til gengæld en tilbagevenden til tidligere perioders regionalpolitiske position som stødpude mellem to aggressive indbyrdes rivaliserende stormagter. Fra 1541-48 invaderede Saffaviderne de georgiske lande fire gange, hvorunder kun Kakhetien mod øst nød en vis fordel som eksportkorridor for den persiske silkehandel gennem Kaukasus til det sydlige Rusland i et forsøg på at omgå Osmannernes blokade af Middelhavet. Disse pressede tilsvarende på vestfra, men efter en midlertidig fredsslutning ved Amasia i år 1555, delte de to modstandere Georgien i en vestlig og en østlig indflydelsessfære, der sidenhen betød at Kartlis Bagratide-konger for det meste regerede på Saffavidernes nåde. Enkelte oprørsforsøg forekom, herunder et under kong Taimuraz d. I af Kakhetien, der dog kun resulterede i en invasion af shah Abbas d. I. i 1615, hvorunder 16.000 kakhetiere blev dræbt og andre 100.000 deporteret til Iran som slaver. Først i forbindelse med Saffavide-dynastiets opløsning helt fremme ved midten af 1700-tallet blev Taimuraz d. II. af Kartli og hans søn Irakli d. II. af Kakhetien gradvis i stand til at tilvejebringe en samling af de to landskaber under den sidstnævnte, som muliggjorde deres formelle forening ved faderens død i 1762. Det vest-georgiske fyrstedømme Imeretien gjorde sig samtidigt endegyldigt fri af det internt svækkede Osmanner-rige. Bevidst om sit lands ekstremt sårbare stilling i forhold til sine to sydlige naboer, tog Irakli d. II nu det politisk dristige, men rationelle skridt at søge en alliance med den nordlige – Katarina d. Stores Rusland. Det kulminerede med de to sider underskrivelse af Georgievsk-traktaten a. 1783, i følge hvilken Rusland anerkendte Kartli-Kakhetien som protektorat og påtog sig dets forsvar i tilfælde af krig. I forbindelse med den 2′den Russisk-Tyrkiske krig i 1787 lod Rusland imidlertid sine styrker trække tilbage, og i 1793 invaderede Iran, nu under Qajar-dynastiet (1779-1924) endnu engang landet, nedbrændte Tbilisi og dræbte eller bortførte næsten 100.000 af byens indbyggere. I lys af datidens befolkningstal var dette intet mindre end en demografisk katastrofe, men da Iraklis søn Giorgi d. IV i år 1800 påny appelerede til Rusland om beskyttelse, lod tsar Paul d. I. simpelthen Kartli-Kakhetien inkorporere i det Russiske Imperium og det følgende år afsatte hans efterfølger Alexander d. I. simpelthen det 1000-årige Bagrationi-monarki uden hensyntagen til Georgievsk-aftalens vedtægter. Det samme skete med de øvrige georgiske lande gennem de følgende år, nemlig Mingrelien i 1803, Imeretien i 1804, Abkhazeti i 1810 og Gurien i 1811. GEORGIEN UNDER RUSLAND. Skønt den oprindeligt indgåede aftale med Rusland havde stipuleret bevarelse af Georgiens sociale og religiøse institutioner, herunder kirkens selvstændige stilling og aristokratiets rettigheder, tog den nye russiske administration i skikkelse af først militærguvernører og efter 1844 vicekonger fra starten skridt til at anpasse landet til det tsaristiske autokrati. Således fik den georgisk-ortodokse kirke frataget sin selvstændige status med katholikos-embedets opløsning i 1811 og samtidigt blev antallet af indfødte fyrsteslægter reduceret med henblik på integration i den russiske adelskalender. Alt dette forløb ikke uden protester og i enkelte tilfælde mindre opstande, men fremme ved 1800-tallets midte havde de georgiske – og armenske eliter – i det store hele godtaget den nye situation. En helt afgørende virkning af Kaukasiens integrering i Rusland var imidlertid at den åbnede for en begyndende europæisering. De sydkaukasiske fyrsteslægter – kristne såvel som muslimske – blev optaget i det russiske aristokrati i 1846, og kunne hermed gøre karriere indenfor både militæret og administrationen. Tilsvarende fik deres børn mulighed for videregående uddannelse på nyoprettede læreanstalter i området såvel som i Rusland, og der indførtes central lovgivning og et standardiseret retsvæsen. Sideløbende stimulerede regionens inddragelse i Ruslands økonomi fornyet kommersiel og industriel aktivitet, der sammen med en forbedring af infrastrukturen bidrog til at nedbryde dens hidtidige isolation og øge urbaniseringen. Det medførte som helhed en kulturel opblomstring, og dermed dannelsen af nye former for kollektiv identitet, inspireret af oplysningstidens europæiske nationalisme. Denne strømning opstod først blandt georgiere og armeniere, hvor der fandtes visse bredere historiske fællesskaber at bygge på, i form af særegne skriftsprog, “nationale” kirker samt minder om fortidige heltekonger, og ledte til fremvæksten af et lille, men helt nyt socialt segment af nationale intellektuelle, ivrigt optaget af at definere deres respektive nationer på grundlag af sprog, religion, afstamning og territorium. For Georgiens vedkommende fandt det indledningsvist udtryk gennem nationalromantiske litterater som f. Eks. Alexander Tjavtjavadze (1786-1846) og Grigol Orbeliani (1800-83), men ændrede fra midten af 1800-tallet form i kraft af ny generation, kaldet “60′ernes mænd” eller “tergaleuni”, bogstaveligt “de som har drukket af Terek-floden” – dvs. havde opholdt sig på den anden side af denne. Det drejede sig bl. a andet om forfatterne som Ilia Tjavtjavadze (1837-1907) og Akaki Tsereteli (1840-1915), der under studieophold i Rusland havde stiftet bekendtskab med samtidens liberale idealer om statsforfatning og folkerepræsentation og nu blev fortalere for disse i deres værker. Til denne gruppe kan endelig frem mod århundreskiftet henregnes de første georgiske Marxister, der inspireredes af den socialdemokratiske bevægelse i Rusland, som f. Eks. Noi Zhordania (1868-1953) – og Josif Djugashvili, senere bedre kendt som Stalin (1879-1953). Disse fandt især deres tilhængere i det forarmede proletariat af subsistensløse småbønder, der var opstået efter livegenskabets ophævelse i 1864 i byer som Tbilisi, Kutaisi, Poti og Batumi. I et forsøg på at bremse diverse nationalistiske reformstrømninger svarede Tsarmagten i 1890′erne igen med skærpet russificering og undertrykkelse, der dog kun medførte at disse i stedet omformedes til radikale politiske partier med de georgiske Socialdemokrater i spidsen. Da tsar Nikolaj d. II således blev tvunget til at tillade reformer i forbindelse med Marts-revolutionen i Rusland i 1917, greb en socialdemokratisk koalition under ledelse af Noi Zhordania magten over by-sovjetten (rådsforsamlingen) i Tbilisi og besatte den flygtede vicekonges palæ. De georgiske socialister var imidlertid, ganske som i det øvrige Tsarrige, splittet mellem de moderate såkaldte “mensjevikker” (rus. mindretallet) og et revolutionært flertal – de såkaldte “bolsjevikker”, hvortil kom flere mindre partier og de kunne derfor ikke i længden enes om deres forskellige dagsordner for Georgiens fremtid. Slutresultatet blev at Bolsjevikkerne i Juni 1917 forlod koalitionen og under det magttomrum, som opstod i kølvandet på Oktober-revolutionen i Sct. Petersborg samme år lod Mensjevikkerne Georgien udråbe som selvstændig republik, uafhængig af Rusland. Et tilsvarende forløb fandt sted i det øvrige Sydkaukasus med oprettelsen af republikkerne Armenien og Azerbaijan. De tre nye stater gik først sammen i den såkaldte Transkaukasiske Føderation, der dog blev opløst igen efter kun tre uger, som følge af inter-etniske modsætninger. Hvad angår den georgiske republik, havde dens Mensjevik-regering under Noi Zhordania held til at undgå borgerkrigen, der samtidigt rasede i Rusland og kunne derfor påbegynde en jordreform, som muliggjorde en mere retfærdig fordeling uden at fratage aristokratiet alle dets besiddelser. Som svar indledte Bolshevikkerne nu en intensiv agitation blandt småbønder og arbejdere for kapitalismens afskaffelse og organiserede parallelt en undergrundsbevægelse med henblik på at vælte regeringen. Med borgerkrigens ophør i foråret 1920 til de russiske Bolsjevikkers fordel var den Røde Hær i mellemtiden trængt over Kaukasus og indtog den 28 April 1920 byen Baku, hvorfra den samme dag proklamerede oprettelsen af Sovjetrepublikken Azerbaijan. Den 7 Maj underskrev den georgiske Mensjevik-regering derfor en traktat med Sovjet Rusland, der garanterede begge landes suverænitet, men allerede den 14 Februar 1921 blev den brudt da Moskva lod den 11′te Arme krydse grænsen fra Azerbaijan til Georgien og den 25 Februar måtte Noi Zhordania flygte først til Batumi og siden i eksil til Frankrig. Med Sovjetunionens oprettelse var Georgien igen underlagt en fremmed stormagt, først sammen med Armenien og Azerbaijan i den såkaldte Transkaukasiske Sovjetrepublik, men efter 1936 som en af de i alt 15 Nationale Unionsrepublikker. Selv om både Stalin som reelt øverste leder af Sovjet fra 1924 og hans chef for det hemmelige politi Lavrentij Beria (1899-1953) var indfødte georgiere, gav det ikke landet nogen lempelser i Stalin-perioden. I 1924 blev der således slået hårdt ned på de adelige familier som hævn for et oprørsforsøg og under de store udrensninger fra 1935-37 blev tusindvis af intellektuelle, ofte loyale partimedlemmer enten henrettet eller deporteret til Sibirien. Den direkte repression aftog dog betydeligt efter af-staliniseringen i 1950′erne og frem til Sovjets opløsning i 1991 udgjorde Georgien reelt en af de mest velstående unionsrepublikker med en af de højest uddannede befolkninger. RELIGION I GEORGIEN. Georgiernes før-kristne trosforhold afspejler i lighed med armeniernes deres oprindelse i Anatolien og var derfor formentligt baseret på forskellige hurritiske guder. Allerede fra den histotiske Oldtid slår imidlertid indflydelsen fra Middelhavsrummet mod vest og fra den Iranske højslette mod sydøst igennem i form af den græske gudeverdens dyrkelse i de vestgeorgiske lande (Kolkhis/Egresi) og zarathustrismen i det centrale og østlige Georgien (Kartli/Iberien). I Georgien mødtes og blandedes mytologierne, den græske fra vest og den iranske fra øst, i dag især videreført i populære navne som f. Eks. Demetre (Demeter) og Irakli (Herakles), Zohrab og Khosrov (iranske sagnhelte) ved siden af de senere judæo-kristne, som f. Eks. Davit eller Salome. I følge traditionen skal kristendommen være indført i Georgien i år 330 af Sct. Nino en kristen slavekvinde fra Kappadokien (i det nuv.Tyrkiet), der kurerede dronning Nana, hustru til Miriam d. II. af Kartli (284-361 e. Kr.) for en mystisk sygdom og derfor vandt hendes tillid. Kongen selv blev omvendt da han var ude på jagt og pludselig blev omgivet af mørke, men så oplevede lyset komme igen efter at have anråbt Kristus. Den særlige form på det georgisk ortodokse kors tilskrives også Sct. Nino, der ved sin ankomst til landet skal have lavet det første ved hjælp af to vinranker bundet sammen med sit eget hår. Alle sagn til trods skete georgiernes omvendelse dog ligesom armeniernes tilsyneladende i kraft af et ‘kongeord’ og formentligt også over et længere tidsrum, men utvivlsomt i løbet af kong Miriams regeringsperiode. Virkningen af Kartlis overgang til den nye religion kan derimod næppe overvurderes, idet den i langt højere grad end det var tilfældet med Armenien, orienterede de georgiske lande i retning af den ortodokse Kristendoms hovedcentrer og dermed øgede afstanden til den iranske Mazdaisme og senere den arabisk-islamiske verden. Dette blev dog kun muligt, fordi den georgiske kirke til forskel fra den armenske ved et kirkemøde i år 608-9 endegyldigt tog stilling til fordel for det diofysitiske dogme – og dermed Byzans, omend efter at have skiftet frem og tilbage nogle gange gennem det foregående århundrede. Efter Georgiens indlemmelse i Tsarrusland, mistede kirken som før omtalt sin autokefale status og blev underlagt den Russisk Ortodokse kirke, men genvandt den under landets kortvarige selvstyre fra 1918-21. I Sovjet-perioden måtte den georgiske kirke i lighed med andre trossamfund optræde loyalt overfor Moskva, men belønnedes også, da den Russisk Ortodokse kirke i 1943 anerkendte dens selvstændighed – ironisk efter Stalins personlige indgriben. Ikke desto mindre var i principet alt religiøst liv undertrykt og masser af kirker og klostre enten destrueret eller bragt i anvendelse som offentlige bygninger indtil Mikhail Gorbatjovs reformbevægelse blev lanceret fra 1986. Til gengæld blev kirken herefter et magtfuldt samlingspunkt for georgisk patriotisme, desværre også i en grad hvor nogle gejstlige har ladet sig mobilisere imod andre trossamfund – især det armenske. Dette står i skarp kontrast til georgiernes historiske tolerance overfor andre folk og religioner, hvor man f.eks. i Tbilisi’s gamle by kan se en Romersk katolsk katedral, en moske, en armensk kirke og en synagoge ligge indenfor få minutters gå-afstand fra hverandre. Blandt nutidigt praktiserede religioner i Georgien er der primært tale om islam og den Armensk-Gregorianske kirke. For førstnævntes vedkommende fortrinsvis af det azerbaijanske mindretal i provinserne Gardabani og Marneuli langs grænsen til Azerbaijan samt af islamiserede georgiere i provinsen Adjarien ved grænsen til Tyrkiet. For sidstnævntes af armenierne i Tbilisi og provinsen Djavakheti lige nord for Armenien. SPROG I GEORGIEN. Georgisk eller rettere de tre indbyrdes beslægtede sprog som udgør georgisk, nemlig kartvelisk, svanetisk og mingrelo-laz tilhører alle den sydlige gren indenfor den såkaldte ibero-kaukasiske sproggruppe. Skønt der findes flere teorier om de nævnte sprogs oprindelse, er de fleste nutidige sprogforskere enige om at de alle nedstammer fra et oprindeligt proto-georgisk sprog kaldet old-kartvelisk, der imidlertid som følge af folkevandringer indenfor Georgien og gradvis ophør af indbyrdes kontakt på grund af lokale geografiske barrierer efterhånden udviklede sig i forskellige retninger. Således udspaltede “tzanisk”, det sprog der taltes i Oldtidens Kolkhis og fra hvilket mingrelo-laz stammer, sig i 1900-tallet f. Kr. fra oldkartvelisk, men fulgtes så først med klassisk georgisk (d.v.s. grundlaget for moderne georgisk) indtil 800-tallet f. Kr., hvorefter de to sprog slog ind på separate veje. Svanetisk, der tales af de såkaldte “svanerne” i højlandet omkring Inguri-flodens bækken synes derimod at have udskildt sig direkte fra oldkartvelisk allerede omkring 2000 f. Kr. De omtalte sproglige udspaltninger bruges i dag kun regionalt til fordel for moderne georgisk, der tales over hele republikken, men skønt de alle har en fælles oprindelse, vil en indbygger fra f. Eks Tblisi have svært ved at forstå mingrelisk eller svanetisk. Hertil kommer en række helt lokale dialekter, specielt blandt de georgiske bjergboere i højlandsområderne, nemlig khevsurer, pshaver og tusheter. Det georgiske alfabet udvikledes sandsynligvis oprindeligt omkring 500-tallet f. Kr. på grundlag af aramæiske bogstaver, men omdannedes efter landets omvendelse til kristendommen som følge af påvirkninger fra det græske og armenske. Dets levedygtighed gennem landets omskiftelige historie er dog formentligt den vigtigste faktor bag georgiernes overlevelse som folk. Kaukasus-regionens geografiske betydning som klassisk migrations-korridor mellem Centralasien og Nærorienten har sammen med de topografiske forhold igennem mange årtusinder gjort den til et naturligt bosættelsesområde for forfulgte folkeslag og den resulterende sprogrigdom har lige siden Oldtiden været dens afgørende særkende. For eksempel skriver den romerske historiker Plinius at romerne behøvede 130 tolke for at kommunikere med de indfødte og hvad angår Georgien melder grækeren Strabon at der i byen Dioskurias (nuv. Sukhumi) ved Sortehavet dagligt samledes 70 forskellige stammer, alle med deres egne sprog. De senere arabiske geografer kaldte simpelthen Kaukasus for “Jabal al-Alsan” – sprogenes bjerg! Udover georgisk tales der således også adskillige andre sprog i nutidens Georgien, hovedsagligt af de større nationale mindretal. Det drejer sig f. Eks. om azerisk (azerbaijansk), som tilhører den tyrkisk-altai’iske sprogfamile, armensk som udgør sin helt egen afgrening af de indo-europæiske sprog og endelig ossetisk, er et indo-iransk sprog, beslægtet med persisk.

Vores indkvartering i Kaukasus

Der er ingen hoteller knyttet til dette land lige nu.

Kort af Kaukasus

Der er ingen videoer sammen her lige nu.

Be om tilbud
Kontakt mig